Cykelture og cykeludlejning

I området ved Ringkøbing Fjord og Vesterhavet findes mange gode afmærkede cykelstier, baseret på talrige oplevelse i naturen.

Hvis man ønsker at leje cykler i området, har vi nederst på denne side samlet en liste med steder i området, hvor der tilbydes cykeludlejning.

Ringkøbing - Søndervig

Mellem Ringkøbing og Søndervig findes en cykelsti, som løber langs med Ringkøbing Fjord. Stien løber gennem marker og eng og blev anlagt af turistforeningen i 1920, før der var vej mellem Ringkøbing og Søndervig. Undervejs passeres den ensomt liggende kirke Gammelsogn Kirke, som blev bygget for over 800 år siden. Cykelruten følger overvejende grussti – alternativt kan den asfalterede cykelsti langs Søndervig Landevej benyttes. Ruten går igennem sommerhusområderne Gammel Sogn og Søndervig
Ruten har en længde på ca. 10km

Søndervig – Hvide Sande

Fra det brusende handelsliv i Søndervig kan man tage en del af Vestkystruten, også kaldet national cykelrute 1, gennem klitterne til fiskerbyen Hvide Sande. På ruten opleves de høje klitter og det brusende Vesterhav. Midt på ruten kommer man til Nr. Lyngvig, hvor det er muligt at holde en lille pause og spise madpakken ved Nr. Lyngvig Fyr. Det meste af stien ligger i læ mellem de høje klitter og gør derfor ruten ideel for børnefamilier. Cykelruten er overvejende belagt med grus, men på ruten kan man også benytte cykelstien langs hovedvejen. Ruten går igennem følgende sommerhusområder: Søndervig, Klegod, Nr. Lyngvig og Hvide Sande.
Ruten har en længde på ca. 15km

Hvide Sande - Nymindegab

Fra duften af fisk i Hvide Sande fortsætter Vestkystruten videre sydpå mod Nymindegab. Syd for Hvide Sande oplever man i Årgab det smalleste stykke af tangen Holmsland Klit, hvor der kun er 500m fra Vesterhavet til Ringkøbing Fjord. Længere sydpå møder man strandfogedgården ”Abelines Gård” som er et lille frilandsmuseum. I området omkring og syd for Bjerregård møder man store fredede klitarealer som ligger uberørte hen blandt sommerhusområderne. Cykelruten følger overvejende grussti men på dele af ruten kan i stedet benyttes cykelsti langs hovedvejen. Ruten går igennem følgende sommerhusområder: Årgab, Haurvig, Skodbjerge og Bjerregård.
Ruten har en længde på ca. 25km

Nymindegab – Henne Strand

Fra Nymindegab tages Vestkystruten videre til den charmerende ferieby Henne Strand. På vejen kommer man forbi Blåbjerg plantage – et område af skov og hede. På vejen er der også rig mulighed for at slappe af ved stranden hvor madpakken også kan nydes. Ruten går igennem følgende sommerhusområder: Houstrup og Lønne.
Ruten har en længde på ca. 15km

Andre cykelture

Udover cykelture ved Ringkøbing Fjord og Vesterhavet byder Danmark på masser af andre cykelruter. Spørg også gerne på vores kontor, hvis der ønskes yderligere information om cykelruter i områder.

Cykeludlejning

Bilberg Camping - Cykeludlejning

Cykeludlejning ved Bilberg Camping.


Bilbergsvej 2, Bjerregård
6960 Hvide Sande
Telefon: +45 9731 5027


Bjerregård Camping - Cykeludlejning

Cykeludlejning ved Bjerregård Camping.


Sønder Klitvej 185, Bjerregård
6960 Hvide Sande
Telefon: +45 9731 5044

Hjemmeside


Hvide Sande Bike

Hvide Sande Bike er et full-service cykeludlejningsfirma. Vi leverer nye, kvalitetscykler direkte til dit sommerhus. Vores gode service inkluderer også hurtigt bytte eller reparation af cykler i tilfælde af punktering. Book din cykel her på siden, og kom nemt og sikkert rundt i klitlandskabet mellem hav og fjord.


Fyrvej 10
6960 Hvide Sande
Telefon: +45 9731 1032

Hjemmeside


Hvide Sande Camping - Cykeludlejning

Cykeludlejning tæt på Vesterhavet og Ringkøbing Fjord umiddelbart syd for Hvide Sande.


Karen Brands Vej 70
6960 Hvide Sande
Telefon: +45 9731 1218

Hjemmeside


Ringkøbing Cykel Center

Udlejning af citybikes, mountainbikes samt børnecykler. Derudover kan der også lejes barnestole og cykelanhængere. Gratis parkering ved leje af cykler.


Søndervigvej 7
6950 Ringkøbing
Telefon: +45 9732 4477

Hjemmeside


Søndervig Cykeludlejning

Ønsker du at opleve Søndervig og Ringkøbingfjordområdet på en cykel, er det muligt at leje herre-, dame-, børnecykler, mountainbikes, børnetrailer, cyklehjelme, trækvogne og børnesæder hos Søndervig Cykeludlejning.

Skal cyklen stå klar når du ankommer til sommerhuset? Så bestil cykler hjemmefra, og få dem leveret direkte til sommerhuset.


Lodbergsvej 26A
6950 Ringkøbing
Telefon: +45 20 23 26 31

Hjemmeside