Søndervig

En af de mest kendte feriebyer på Vestkysten er Søndervig, beliggende ca. 200m fra Vesterhavet. Byen har gennem de seneste 15 år været igennem en kraftig udvikling, så byen i dag fremstår som værende en moderne og spændende badeby. Byen har mange små specialbutikker og et stort supermarked, hvor der er mulighed for at gøre alle nødvendige indkøb til ferien. I Søndervig findes også flere gode restauranter og barer.

Søndervig strand

Den brede sandstrand har blåt flag og fint sand. Her kan I nyde en sommerdag med solbadning og badning i det friske Vesterhav - og ikke mindst den friske luft. Udvælg jeres egen personlige gryde i klitterne – så kan I uforstyrret nyde den skønne natur med bruset fra Vesterhavet i baggrunden.

Aktiv ferie

Ønsker I en aktiv ferie, er Søndervig også det rette sted; 27 hullers golfbane, stort badeland, 2 store fiskesøer og tennisbaner er blot nogle af mulighederne. Er I mere til en vandretur i klitterne byder Søndervig på masser af små stier og veje gennem de afvekslende klitlandskaber. Den afmærkede Vesterhavssti, der løber ca. 40 kilometer syd på gennem Hvide Sande og hele vejen til Nymindegab, egner sig hele året til både vandre- og cykelture.

Lodbjerg Hede ved Søndervig

Et par kilometer øst for Søndervig ligger Lodbjerg Hede med sommerhuse beliggende i kuperet hedelandskab og skovområder. Her hersker roen, og de fleste sommerhuse ligger i læ beskyttet af høje træer på ugenerede naturgrunde.

Beach Bowl

I byens store aktivitetscenter ”Beachbowl”, kan både børn, unge og ældre være med. Her findes bl.a. 12 moderne bowlingbaner, stort aktivitetsrum med spilleautomater, pool og airhockey, netcafé samt meget andet.

Sandskulpturfestival

I Søndervig afholdes hvert år Skandinaviens største sandskulpturfestival. Her indbydes hvert år nogle af verdens bedste sandskulptører til at dekorere det store område med storslåede skulpturer i op til 7 meters højde. Der er åbent for besøg på pladsen mellem juni og oktober. En mindeværdig oplevelse for hele familien.