Den lille ferieby Bork Havn ligger direkte ud til den sydlige del af Ringkøbing Fjord og byder på fantastiske muligheder for windsurfing og badning i lavtvandsområderne. Bork havn byder på en af Nordeuropas bedste windsurfing pladser for både begyndere og øvede. Her findes også både surfskole og surfcenter med mulighed for at leje surfudstyr.
I den nordlige del af Bork Havn findes en børnevenlig badestrand hvor det lave vand fortsætter mange hundrede meter ud i fjorden og giver gode muligheder for badning for både børn og voksne. For de mere vovede er der kun 5 kilometer til Nymindegab og stranden ved Vesterhavet, hvor I kan boltre jer på den brede sandstrand. På havnen i Bork kan man være heldig at købe frisk fisk, hvis fiskerne har været heldige på fjorden. Derudover findes et supermarked og flere udskænkningssteder i byen.
Få kilometer fra Bork Havn findes det fredede naturområde og fuglereservat, Tipperne, som benyttes af trækfugle som rasteplads på deres rejse. Der er åbent for interesserede på søndag formiddage, hvor der også vil være mulighed for guide fra Tipperhuset. I Bork Havn findes også Vikingehavnen, hvor dagligdagen skrues 1000 år tilbage og man oplever hvordan vikingerne levede. Se bl.a. vikingeskibe i havnen samt udstilling og de levende vikinger i højsæsonen.